På Sporet af Kunsten

7.b på sporet af et suverænt digt

”På sporet af kunsten – aktiv kunstoplevelse i Birk” er HEARTs nye, digitale undervisningskoncept under åben himmel, hvor folkeskolernes mellemtrin og udskoling kan opleve og studere kunsten med bevægelse og læring i det fri.
 
Det er en rombe. Se, vandet og gulvet er også formet som romber”. ”Puha, her lugter af bæ herinde. Se! Der er noget på vandet”. ”Ad, det er grønt.” ”Ej, kig op i loftet, man kan se sig selv. Spejlet er sådan mat. Der er rød lazerlys. Tror I, at det skal forestille en stjernehimmel?”.
 
Indtrykkene flyver rundt mellem de tre piger fra 7.b, der er på HEART for første gang for at prøve den nye undervisningsapp: ”På sporet af Kunsten”.
Maya Bøttker, Emma Bjerg Hviid Kristensen og Trine Kold er blevet udstyret med en tablet, hvor de skal gennemføre tre spor, og pigerne er kommet til skulpturen Abyss, der – som de hurtigt bemærker – er et rombeformet kunstværk midt i Birk Centerpark. De tre piger skal optage lyd, tage billeder og se på detaljerne på egen hånd. Klassen har begivet sig ud i små grupper uden deres lærer eller museets personale, hvor de skal løse opgaver på tabletten efter egen fantasi. Der er ikke et svar, der er rigtigt eller forkert, tværtimod opfordrer opgaverne eleverne til at tænke ud af boksen og selv udforske kunsten.
 
HEART har siden april åbnet dørene for alle danske folkeskoleelever til kultur- og undervisningsprojektet, der er udviklet i tæt samarbejde mellem HEART, et Advisory board og Herningsholm Skole. Det klare mål under hele forløbet har været at skabe en digital platform, hvor eleverne oplever og undersøger kunsten på egen hånd og i bevægelse i parken.
Projektet skal bygge bro mellem museet og skolen, og tanken har hele tiden været at lave kvalificerende undervisningsmateriale og en diktaktisk ramme, hvor eleverne arbejder selvstændigt, og hvor vi kan udnytte, at vi har så mange udendørs kunstværker i parken, så eleverne kan gå på opdagelse udenfor”, fortæller Anja Lemcke Stær, der er formidlingsinspektør på HEART.
 
Hun har arbejdet tæt sammen med to lærer og deres klasser fra Herningsholm, der har været med lige fra idéudviklingen til den endelige udvikling af app’en, hvilket har været med til at styrke processen.
Vi kommer fra to forskellige verdener og udgangspunkter, hvor vi skulle få projektet til at passe ind i den faglighed, som vi arbejder med. Vi har som underviserer været med til at skabe noget, som vi selv kan bruge, og det har understøttet tanken om den åbne skole, hvor skolerne er en del af nærområdet”, siger Anders Ørskov, der er én af de lærer, der har været med til at udvikle app’en.
 
Han er glad for at se, hvordan resultatet skaber gode oplevelser på museet, hvor eleverne kan arbejde med skulpturerne og selv bemærke de små detaljer.
 
Tilbage i parken er de tre piger i fuld gang med at optage en rislende lyd med IPad fra vandet i Abyss, der minder dem om en hyggelig tur i skoven, en lille dam eller vandløb ved en mølle.
Det er hyggeligt at gå rundt herude, hvor vi ikke skal sidde inde på en stol en hel dag, og det er rart at arbejde med app’en i stedet for papir, for det hele ligger bare ét sted, og det gør det nemt”, fortæller Trine Kold. ”App’en skal få os til at tænke mere over ting i stedet for at skrive det første, der falder os ind, så nu kan vi skrive et suverænt godt digt, når vi kommer hjem til skolen”, griner hun.
 
Besøget på kunstmuseet er ikke længere kun en rundvisning, men i forlængelse af app’en er der udviklet undervisningsmateriale, så man kan arbejde med kunsten før, under og efter besøget. De mange billeder, lydoptagelser og noter, som pigerne undervejs har lavet bliver til sidst sendt til deres dansklærer, så de kan arbejde videre med kunstværkerne i klassen.
Hele oplevelsen appellerer til de unge, for mediet falder dem naturligt, og det er et spændende undervisningsforløb, når de får det hele med hjem, så vi kan arbejde med det. Vi skal blandt andet skrive et digt ud fra de indtryk, som de har fået her, og det spor, som de har fuldt”, fortæller Thomas Reihs, der er dansklærer for 7.b
 
Projektet forbinder kultur med naturen mellem centerparkens kunstneriske perler, og udfordrer samtidig eleverne med fysiske, intellektuelle og sociale opgaver. “Det er ikke specielt svært, men det er lidt forvirrende at finde rundt”, smiler Maya Bøttker, der sammen med de to andre piger starter ud med at gå den stik modsatte retning af kunstværkerne.
 
Eleverne får udleveret en tablet ved museet, hvor alle grupper bliver sendt ud i parken med forskellige udgangspunkter, så de ikke starter det samme sted. På skærmen kan man se et kort over parken, et punkt, hvor de står og et stiplet spor frem til kunsten. Desuden er der skrevet afstand i meter, så man altid kan se, om man er på vej hen til eller væk fra kunsten. Maya Bøttker havde app’en i hånden, da de går på opdagelse i parken, og da de opdager, at de er gået små 100 meter forkert, griner de tre veninder hele vejen hen til det næste spor.
 
Faktaboks
Projektet er en del af det overordnede formidlingsprojekt Interact, hvor HEART, ARoS og MMEx samarbejder, rådgiver og udveksler erfaring med hinanden, mens de hver især arbejder med interaktive og brugerinddragende projekter.

user-gravatar
infommex
No Comments

Post a Comment

Comment
Name
Email
Website