Sæt museerne i spil

“Sæt skolen i spil” har set positive resultater ved at anvende samarbejdsspil i undervisningen. Kan vi også lære af det, når vi skal udvikle spil til museer og skoletjenester?

 

Tirsdag d.15. august deltog MMEx’ udsendte, Louise, i konferencen “Sæt skolen i spil”. Konferencen bygger på et forskningsprojekt, der er gennemført af Aalborg Universitet, Skolen i Spil og læreruddannelserne på professionshøjskolen UCC og på VIA. Forskningsprojektet “Sæt skolen i spil” har undersøgt brugen af computerspil og spilmekanikker til at fremme social og faglig inklusion på mellemtrinet (3.-6. klasse). På konferencen blev der præsenteret resultater, didaktiske metoder og spilredskaber. Men hvad kan vi egentlig lære af det i en museumskontekst?

 

I deres forskningsprojekt har de konkluderet, at en gruppe fokuselever føler mindre pres og tvang i undervisningen, når de spiller samarbejdsspil på computeren og anvender spilmekanismer i undervisningen, og at de i højere grad deltager, fordi de har lyst. De trives desuden bedre og får bedre sociale relationer i klassen.

 

I forskningsprojektet har forskergruppen også konstateret, at lærerens rolle er både krævende og betydningsfuld. De faglige opgaver skal være meningsfulde i spillets kontekst.

 

Det er især noget af det, vi kan tænke over, når vi skal udvikle spil og skolemateriale ude på museerne. Vi har ikke elever i lang tid, og vi kan ikke gennemføre lange intense forløb, hvor vi kan se målbare resultater. Alligevel kan vi lade os inspirere af samarbejdsformen, hvor eleverne er afhængige af hinanden, og hvor alle har en vigtig funktion i spillet. Vi kan også lære noget af, at opgaverne skal være fagligt relevante for spillet og have en funktion i spillet, ellers bliver det uinteressant for eleverne.

 

Det kræver meget af museerne at udvikle spil og skolemateriale til elever, som de måske kun møder en gang. Samtidig er det noget af det arbejde, der kan gøre, at eleverne får noget brugbart og konkret ud af deres museumsbesøg, som de kan bruge hjemme i klasseværelset – og resten af deres liv.

 

I samarbejde med Edulution Games, Museum Skanderborg, Museerne i Fredericia og Varde Museum er MMEx lige nu ved at udvikle et spil, som netop tager sit udgangspunkt i samarbejde. Første del af projektet blev udviklet sammen med “Skolen i Spil”. Klasser skal på tværs af museer samarbejde om emnet 2. verdenskrig, hvor de spiller et rollespil som modstandsmænd og Gestapo. Her får hver elevs rolle netop betydning for spillet, og hver elev har et ansvar for resten af sin gruppe. De faglige opgaver i spillet får betydning for, om eleverne kan indhente informationer om hinanden, beskytte bygninger eller sabotere bygninger. De får altså en konkret effekt i spillet nu og her, samtidig med at opgaverne skal være relevante i forhold til lokation og historie og ikke kun være faglige for fagfaglighedens skyld.

 

Dermed forsøger vi at inkorporere flere af de pointer, som blev fremhævet under konferencen “Sæt skolen i spil”. Vi ser frem til at udvikle videre på spillet med disse pointer i baghovedet og udvikle endnu flere spil og skolematerialer fremadrettet.

 

Læs mere om forkningsprojektet og find præsentationerne fra dagen her

user-gravatar
infommex
No Comments

Post a Comment

Comment
Name
Email
Website