Inspirationstur

MMEx har været på studietur hos tre fynske museer: Nyborg Slot, Forsorgsmuseet og Arresten i Faaborg. Det er vigtigt for os at tage på inspirationsture rundt til de danske museer for at holde fingeren på pulsen og indsamle erfaringer omkring både analoge og digitale udstillingselementer. Derudover giver det selvfølgelig et stort og værdifuldt netværk.
 
Turen startede på Nyborg Slot, hvor et fantastisk solskinsvejr forstærkede indtrykket af de smukke omgivelser ved den gamle kongeborg. Inden rundvisningen på slottet blev vi præsenteret for det kommende tilbygningsprojekt, der er et af de mest omfattende restaurerings- og byggeprojekter af sin slags i Danmark i mange år – og det største på Nyborg Slot siden Christian IIIs tid.
Nyborg Slot vil genopbygge bygninger mellem slottet og vagttårnet, så de nye bygninger danner en ringmur og genetablerer slottet som en fæstning. Projektet skal nytænke Nyborg Slot og forbinde de historiske rammer med moderne arkitektur og teknologi.
Vi vil bevare det gamle, men stadig have fokus på at tilføje noget nyt. Vi vil formidle historien om slottet bedst muligt”, fortæller Troels Broch, der er museumsinspektør ved Nyborg Slot.
 
Det er ikke kun de nye bygninger, der skal styrke kulturarven ved Nyborg Slot. Kongefløjen også skal have nyt liv. Slottet har i sin tid været brugt af flere danske konger, og det var også her, at den første danske Grundlov blev nedskrevet og forseglet den 29. juli 1282. 737 år senere, i 2019, forventes de nye bygninger at stå færdige.
Efter de kongelige udsigter ved Nyborg Slot gik turen til en hel anden samfundsklasse, da vi besøgte den gamle fattiggård ved Forsorgsmuseet i Svendborg. Her hørte vi fortællingerne fra en anden verden, hvor fattige, svage og ældre borgere i Svendborg kunne ende på fattiggården, som var åben helt frem til 1974.
 
Fattighjemmet var delt op i afdelinger mellem værdigt trængende og uværdigt trængende, hvor ældre og syge borgere blev anset som værdigt trængende, da de ikke selv var skyld i deres situation. På den anden side af muren boede de uværdigt trængende; skøger, fordrukne mænd, småkriminelle og dovne borgere. Museet rummer en række af deres skæbnehistorier i fattigdom, der også danner baggrund for en ny udstilling, som tager nutidens fattigdom op til diskussion. Politik, kontanthjælpsreformen og Dovne Robert stiller skarpt på fattigdom i Danmark i dag i kontrast til de mange stærke historier og skæbner fra fattiggården.
 
Sidste stop på turen var Arresten i Faaborg, der ligesom Forsorgshjemmet deler stærke personhistorier fra splittede familier, ensomme og sørgelige skæbner. En af disse historier er i fokus i en helt ny udstilling i kælderen, hvor vi følger den tragiske historie om 17 årige Janus, der i savn og afmagt sætter ild til en gård. Udstillingen bringer de virkelige hændelser tæt på, hvor vi kan mærke, lugte og se skæbnen udspille sig i de forskellige rum i kælderen. De besøgende bliver udstyret med en staldlygte med levende lys, der skal lede dem igennem udstillingen. Lygten skal gå forrest, da den aktiverer lys, lyd og levende billeder i de interaktive rum, og det får museumsgæsterne til at gå sammen, hvilket giver en fælles interaktiv oplevelse af historien og udstillingen.
 
De digitale virkemidler i den nye udstilling i Arresten er med til at understrege spændende tiltag i museumsverdenen.
På slottet kunne vi se fremtidens mærkbare planer, der sammensætter de historiske rammer med digital formidling. I fattiggården fik vi de stærke historier i en aktuel samfundsdebat, og i Arresten kunne en ny udstilling vise nye digitale effekter, der styrker hele museumsoplevelsen gennem sanserne og bringer historien tæt på.
 
Som museernes videncenter for digital formidling er erfaringsindsamling og inspiration centralt, og det er uvurderligt at komme i dialog med museumsformidlere og dermed få indblik i erfaringer og tanker bag projekter og udstillinger – analoge såvel som digitale.

user-gravatar
infommex
No Comments

Post a Comment

Comment
Name
Email
Website